Jeg voksede op i en familie. Der ikke havde særligt flere penge. Vi var derfor nødt til, at spare alle de steder vi kunne. Og det betød ikke billig mad Men også billigt tøj. Vi var en glad familie. Fyldt med kærlighed Så det var ikke noget jeg rigtigt skænkede en tanke som barn. I hvert fald ikke ind til. Jeg begyndte i skolen. Og jeg pludseligt fik øjnene op for. Hvor meget mode og design åbenbart betyder for folk.
Jeg blev mobbet Fordi mit tøj ikke havde de rigtige mærker Hvis det ikke var designet af en eller også anden kendt designer Så var det ikke værd, at gå i. Det gav overhovedet ikke mening for mig Men det gjorde stadig ondt. Ingen teenager har lyst til, at føle sig udstødt på den måde. Det værste var;, At jeg ikke rigtigt følte jeg kunne tale med nogen om det. Jeg havde ikke nogen venner. Og min familie forestillede jeg mig ville blive kede af det Hvis jeg bragte det op. Min far og mor ville mig det bedste Men det var helt umuligt for dem At få råd til designer tøj til mig. Og jeg ville på ingen måde have At dem eller også mine brødre skulle sulte. for, at der kunne stå noget bestemt på min trøje.
Jeg gik derfor i den modsatte grøft. Jeg blev anti-mode og anti-designer. Og gjorde det til en del af min identitet ikke, at følge de kendte navne. Det var en slags desperat forsøg på At tage kontrol over min situation. Og gøre det ikke, at bære modetøj til et aktivt valg frem for en påtvunget begrænsning.
Da jeg kom væk fra skolen. Stoppede mobberiet heldigvis Men min identitet blev ikke rettet til med det samme. Det var blevet, så indgroet i mig; Hadet til disse såkaldte?design autoriteter? brændte stadig. Det kan være svært, at ændre den måde man ser verden på. Også, selvom den er forkert. Specielt når man er kommet derud. Hvor det ikke føles som et standpunkt Men som en del af en selv Men faktum var At jeg ikke havde grund til, at være imod designere længere. De havde aldrig såret mig. Det var dumme børn. Der gjorde hvad dumme børn nu gør bedst. Finder noget der skiller sig ud. Og peger fingre af det.
Men jeg begyndte langsomt, at bløde op. Det startede med At jeg fik øje på en louis poulsen lampe Da jeg, så den i lampebutikken tænkte jeg straks?DEN skal jeg have!? Da jeg så, at der stod Louis Poulsen på den. Fik jeg, men pludseligt en underlig fornemmelse i maven. Var det ikke noget med;, At jeg aldrig ville købe noget. En designer havde sit navn på? Hvorfor var det nu At jeg havde besluttet mig for, at være sådan en person? Det var her realiseringen gik op for mig At jeg stadig gik rundt med nogle gamle værdier. Der ikke længere gav mening. Designere er blevet kendte af gode grunde. De laver nogle fantastiske ting. Der fanger øjnene og spiller med vores fantasi. Hvorfor skulle jeg, men frarøve mig selv glæden ved At have den slags ting derhjemme?